Back

Forventningerne til EBITA margin ændres til omkring 8%, ROCE ændres til 10-12%, og forventningerne til omsætningen indsnævres til DKK 20-21 mia.

SELSKABSMEDDELELSE NR. 10-2019, KØBENHAVN

FLSmidth justerer forventningerne til helåret 2019.

Omsætningen forventes nu at være i intervallet DKK 20-21 mia. (tidligere forventet at være i den øvre ende af intervallet DKK 19-21 mia.)

EBITA-marginen forventes nu at være omkring 8% (tidligere forventet at være i den nedre del af intervallet på 9-10%).

Afkast af investeret kapital forventes nu at være i intervallet 10-12% (tidligere 12-14%).

I forbindelse med halvårsresultatet for 2019 specificerede FLSmidth, at selskabet forventede en EBITA-margin for helåret i den nedre del af intervallet 9-10%, grundet ændringer i årets forventede forretningsmix.
                                                                                                    
Trods godt momentum i serviceordrene og en solid udvikling i Cement, forventer vi nu en EBITA-margin på omkring 8% for året. Ændringerne er primært baseret på lavere margin end forventet i dele af vores Mining capital forretning, men vi ser også fortsat et mere ufavorabelt forretningsmix for året. Yderligere, tager den ændrede margin guidance højde for forventede omkostninger relateret til initiativer, der skal forbedre forretningen og vil blive annonceret senere på året.

FLSmidth's administrerende direktør, Thomas Schulz, kommenterer: "Vi ser godt momentum i serviceforretningen, men dele af vores Mining capital forretning leverer ikke den forventede margin. Vi har gennemgået projekt-porteføljen for fremadrettet at sikre en bedre sammenhæng mellem planlagt og realiseret margin. En bidragende faktor har været de svækkede forretningsvilkår, som har forsinket beslutninger hos kunder og øget omkostninger, da det har været vanskeligt at sikre tilfredsstillende fremgang på nogle projekter. Samtidig oplever vi, at det bliver stadigt vanskeligere for mineselskaberne at få licenser til nye projekter.

Vi vil senere på året informere om tiltag til at forbedre forretningens resultater, hvilket vil inkludere en acceleration af igangværende initiativer til at forbedre forretningen."

Vi offentliggør kvartalsrapport for tredje kvartal den 29. oktober, 2019.

Kontakter

Investor Relations
Nicolai Mauritzen, tel +45 36 18 18 51, nicm@flsmidth.com

Media Relations
Fleming Voetmann, tel +45 53 81 51 28, fleming.voetmann@flsmidth.com

FLSmidth leverer bæredygtig produktivitet til den globale mine- og cementindustri. Som markedsledende leverandør af design, udstyr og serviceløsninger skaber FLSmidth resultatforbedringer og omkostningsbesparelser og sikrer samtidig en reduceret miljøbelastning for sine kunder. FLSmidth har aktiviteter over hele verden, og selskabet er med sine 11.400 medarbejdere til stede i mere end 60 lande. FLSmidth omsatte i 2018 for DKK 18,8 mia. www.flsmidth.com.

Vedhæftet fil

Stories from FLSmidth